egne fødder — han forstod blot ikke, at han ikke i selvsamme nu var blet tilintetgjort og udslettet af tilværelsen. Men i næste sekund sprat hans selvfølelse ivejret som rammet af et giftigt stik, og han trak sig stum tilbage i sig selv, saaret og krænket lige til sin sjæls inderste, feberagtig grublende over sin ufattelige ulykke —:
... At hun ikke elsket ham, derved var intet at gjøre; det maatte han finde sig i aldenstund det var saa. Men hvorfor dette krænkende svar?!... For ung! — det var jo nonsens ... han var mand, mand helt ud til fingerspidserne, det følte han ... og kjærligheden raste jo som fortærende ild gjennem hans blod ... med hele sit legeme og hele sin sjæl elsket han — altsaa var han vel ikke for ung til at elske! ... Hvad kunde hun da mene? — der var noget underfundigt ved hendes svar!...
Han grublet og grublet over det, indtil det med ét stod lysende klart for ham, at gud, hun hadde jo ret — grufuldt ret!
— At han ikke hadde forstaat det før:
En agtværdig kvinde kan jo ikke la sig elske af en mand uden at han gifter sig med hende. Men skal manden kunne gifte sig maa hans pengetjening være iorden. Er den ikke det, kan han ikke bli elsket i tugt og ære af en agtværdig kvinde — den ærbare agtværdige kjærlighed er underlagt de økonomiske hensyn. Ganske vist kan hun uden at tabe sin agtværdighed si til ham: „Jeg vil vente paa dig til du har faat bragt din pengetjening iorden! Men hvad hun byr ham er jo og-
