Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/403

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


bydelighed, sove en umulighed, og vanskelig hadde han for at aande — vejret gik rent fra ham mens han uafladelig slyngedes frem og tilbage meliem jublende haab og den vildeste fortvilelse... Han vidste bare det ene, at her gjaldt det liv og død ... hvad han følte for Hende det følte han for tid og evighed ... leve uden hende var en vanvittig tanke — elsket hun ham ikke maatte han dø!... Og hun gik der, den dejlige, med hans liv mellem sine hænder, tydeligvis uden selv at ane det. Men skjønt hans sjæl var som spændt paa en marterbænk under den rædsomme uvished, han vovet alligevel ikke at tale til hende og fremkalde en afgjørelse — modet svigtet ham hvergang han vilde forsøge. Indtil han en dag pludselig fandt sig siddende foran hende og stirre hende døds angest langt ind i sjælen, som vilde han selv læse sig til sin skjæbne derindi hende, istedenfor at spørge hende.

Hun studset, halvt forskrækket ved hans angstfulde blik, og spurgte venlig og deltagende hvad i alverden der var ivejen med ham — og saa brast det ud af ham, tonløst og hæst, han gjenkjendte ikke sin egen stemme:

— Der er det ivejen at jeg Elsker... elsker Dig... for Tid og Evighed ...

Da rystet hun stille og alvorlig paa sit skjønne hoved og svarte, fremdeles venlig og deltagende, og dog fuldkommen afgjørende:

— Men kjære! du er jo endnu for ung til at tænke paa noget saadant...

Et sekund føltes det som laa han selv knust for sine