— da vilde jo skolen blit hans barndoms glæde, og barndomstiden en lykkelig tid, hvor den verden hvori han var født lidt efter lidt oplod sig for hans undrende og interesserte blik, indtil han blev saa hjemme i den, at han ud af sin naturs drift kunde vælge sig den plads hvorfra han vilde folde sit væsens blomst ud mellem alle de andres. Og var hans barndom henrundet paa denne lykkelige maade, da vilde det aldrig faldt ham ind at udmale sig riddertiden med dens plyndringstog som det tabte paradis, eller at ville henleve sit liv i det vilde Vesten, tungsindig grublende over menneskelivets forfald — han vilde da ha følt sig helt hjemme i sin egen tid og foretrukket den for alle andre.
Og hvorfor kunde skolen ikke ha vært en saadan fri institution?
Af den simple grund at maalet for hans egen som for alle de andres opdragelse slet ikke var at sørge for, at hver især af dem fandt frem til den virksomhed der svarte til deres sjæls trang, saa deres liv kunde komme til at falde sammen med deres livsdrøm og gjøre dem lykkelige — hadde det været maalet hadde de maattet opdrages i frihed. Nej maalet var — og maatte være, saalænge pengepisken svingedes — at sætte dem allesammen istand til at tjene penge naar de blev voxne; og derfor maatte de opdrages under tvang. Derfor altsaa — fordi pengepisken svingedes — hadde han maattet henleve en glædesløs barndom og stod nu bitter og tungsindig foran indgangen til livet og stirret ind i en fremtid der forekom ham i den grad ussel, at han maatte si til sig selv —: Er dette livet, da er livet ikke
