ogsaa den mægtigste drivfjer til arbejde, der i det hele taget kan gives, Har et menneske først éngang smagt denne dybe glæde, vil hele hans liv sidenefter bli et eneste lidenskabeligt jag efter at faa smage den paany — et jag, som kun kjærligheden vil kunne afbryde, og kun døden bringe til afslutning. Betaget af kjærlighedens ufattelige under, der pludselig steder ham ansigt til ansigt med selve evigheden, kan han for en tid synke hen i nuet og glemme hvad han har foran sig; men stanses for godt kan han først ved at døden aabner ham sin port og lar evigheden sluge ham. —
I samme øjeblik som arbejdstvangen forsvinder, løfter den befriede menneskesjæl sig paa arbejdsglædens vinger begejstret mod sit høje maal; dermed er det store tænke-organ, som i tidernes morgen blev givet menneskeheden i vuggegave, endelig traadt i virksomhed — og menneskene føler sit arbejde som en glad dans fremover mod sin attraas maal. Under ligheds-statens regimente derimod, hvor arbejdstvangen avler lede og ikke glæde ved arbejdet, vil menneskehedens store tænke-organ vedblive at være paralyseret som før; kun nogle halsstarrige faa vil da som nu gaa omkring og sysle efter bedste evne med menneskehedens store opgave mens massen af mennesker, naar de er færdig med tvangsarbejdet, sætter sig til at gabe af kjedsomhed. De kan nemlig længe nok, hvergang de er færdige med tvangsarbejdet, gi sig til at æde og drikke og forsørge paa at være glade til tvangsarbejdet melder sig paany... det vil ikke kunne lykkes dem. Al poësi, selv den fattigste, pengenes, er tat
