Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/393

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


bort af deres liv; de begriber ikke hvad de skal faa tiden til at gaa med, siden arbejdet ikke har nogen tiltrækning for dem. Og enden vil bli, at ligheds-statens mætte velklædte borger, der sidder trygt med sin velnærede familie i et komfortabelt hjem, længes tilbage igjen til pengenes utrygge tidsalder med dens suveræne foragt for menneskeliv og menneskeværd, hvor alles haand var vendt imod alle, hvor overdaadigheden levet side om side med elendigheden, — men hvor det endnu stod til den enkelte selv at gjøre sit liv til en række spændende kampe, som vel ofte endte i grufulde nederlag, men som ogsaa hadde en chance for at krones med glimrende sejre — kort sagt: hvor livet endnu var et æventyr. Som det nittende aarhundredes pengetjenende borger i sine ledige stunder længtet tilbage til riddertidens poësi i den æventyrlige middelalder, saaledes vil ligheds-statens velforsørgede borger længes tilbage til pengenes poësi i det vanvittige nittende aarhundrede...

Nej — mad og hus og klær kunde menneskene skaffe sig ved at ta pengepisken fra den enkelte og svinge den for alles regning, men lykken lod sig ikke naa ad den vej. Menneskehedens legeme kunde reddes ved at der kom methode i galskaben, men den vilde fremdeles vedbli at ta skade paa sin sjæl. Og nogen anden udvej end den at bringe methode ind i galskaben saa de altsaa ikke, selv de faa der hadde faat sine øjne opladte for det løjerlige vanvid som gik for sig — det var jo aldeles ubegribeligt!...

Som du sad der, Satanas, og saa paa det hele, fandt