solide operationsbasis, foretar imod den fiendtlige natur for lidt efter lidt at bringe alle dens forskansninger til at falde. Hver især af disse forskansninger synes ved første øjekast uindtagelig, men ser man nærmere til kan den altid bringes til fald ved en klog omgaaende bevægelse. Og at planlægge og udføre en saadan omgaaende bevægelse mod den af naturens forskansninger, i hvis fald man for øjeblikket er mest interesseret, er for mennesket en beskjæftigelse af den mest tiltrækkende og spændende art. Thi hvergang en saadan operation er lykkedes fyldes hans sind med en dyb og dobbelt glæde —: Et maal er naad som han selv har stillet sig, ud af sin egen naturs drift; han har dermed fuldbragt noget af det han et skabt til at fuldbringe, virkeliggjort en del af sin sjæls indhold, realisert en del af sit eget væsen. Og samtidig har han bragt menneskeheden et srkidt, stort eller lidet men i hvert fald et skridt, nærmere det store lysende maal der er gjenstand for hans egen og alle de andres inderste længsel og higen — fordi at først naar det maal er naat, kan menneskeheden komme til hélt at leve det liv den er skabt for, hélt at virkeliggjøre alt sit sjæleleige indhold, hélt at realisere sit eget væsen.
Baade sit individuelle væsen som den han er, og sit almene væsen som menneske, har han delvis realiseret ved at løse den opgave han hadde stillet sig — deraf den dybe dobbelte glæde er den højeste poësi der kan kastes over et menneskes arbejde, og derfor
