arbejde; lad pisken forsvinde, og han lægger sig til at sove — at ville vække interesse hos ham for et arbejde er haabløs gjerning.
Indianeren derimod, naturens fribaarne søn, lar sig ikke tvinge til arbejde. Løft pisken over ham, han rører sig ikke; lad den suse ned over hans nøgne rygstykker, du faar ham ikke af flekken — blir pinen ham for stor, søger han heller døden end at underkaste sig arbejdstvang. Men interessér ham for et erbejde og du vil se ham ta fat med lysende øjne — og han vil ikke blot gjøre nytte for to negre, men ogsaa straale af stolt tilfredshed naar det er lykkedes ham at bringe arbejdet tilende.
Det civiliserede menneske, hvis forfædre gjennem generationer har trasket om i penge-mad-ringen, med pengepisken svævende som en uafladelig trudsel over sit hoved, har den samme medfødte modbydelighed for arbejde som negerslaven. Som negeren har han faat den i sit blod ved arv fra sine fædre, og som negeren øges den ved hans eget tvangsarbejde. Men alligevel er der en forskjel. Det civiliserede menneske har ikke blot en mulighed for at kunne sprænge ud af penge-mad-ringen; han kan endog hæve sig til en meget betydelig økonomisk magtstilling, hvis han sidder inde med kommercielt eller finansielt talent. Og i hvert fald ved han, at efter al sandsynlighed vil han kunne opnaa en bedre økonomisk stilling ved at udvikle iver og dygtighed, end om han viser sig lad og uduelig. Han ved med andre ord, at hvis lykken ikke er ham aldeles imod saa er han til en vis grad selv
