butiker, beskjæftiget med at kalkulere priser, tælle, veje og maale — et arbejde, som fordi det hører hjemme i nødvendighedens og ikke i frihedens rige, er ganske under menneskets værdighed, og desuden ufrugtbargjør tanken og stækker dens vinger. For det tredje maa ejendomsretten fremdeles beskyttes, og masser af mennesker altsaa tilbringe sin tvungne arbejdstid med at fungere som ejendomsvogtere — et endnu mere degraderende arbejde. Og endelig for det fjerde vil enhver fremdeles ha at sørge for sig og sine, familie-retten maa altsaa bibeholdes, og med den ægteskabet, der gjør det helligste forhold mellem mennesker om til en økonomisk institution, og dermed dræber kjærligheden og tilintetgjør den højeste art af menneskelig lykke.
Kort sagt: menneskehedens legeme vil være reddet, men den vil fremdeles vedbli at ta skade paa sin sjæl. —
Og vilde menneskene saa dermed være blit lykkeligere? — det var et meget stort spørgsmaal. Højst sandsynlig kom arbejdstvangen til at fordærve dem det hele.
Negerslaven, hvis forfædre gjennem generationer har arbejdet under slavevogterens pisk, har en medfødt modbydelighed for at arbejde. Denne modbydelighed har arbejdstvangen fremavlet hos hans fædre, efter dem har han faat den ved arc i sit blod — og den øges ved hans eget tvangsarbejde. Kun saalænge han føler piskesnærten svæve truende over sit hode præsterer han derfor et nogenlunde om end tarveligt
