kom til at ske. Thi vel voxte deres tal forholdsvis hurtig, som forlangte bedre vilkaar for befolkningen; men tallet paa dem der vilde gjøre en ende paa selve det vanvittige system var ikke blot endnu meget lidet — det voxte næsten ikke. Og selv om et af disse to tarvelige forslag engang langt om længe virkelig blev sat igjennem — hvad vilde saa derved være vundet?
Jo: naar pengepisken svinges under ét, hvad enten det sker for de besiddende klassers eller for hele befolkningens regning, saa vil for det første den store jordbrugsrevolution endelig komme til at gaa for sig, og to femtedele af menneskehedens arbejdskraft altsaa bli indsparet. For det andet vil arbejdsløsheden, og med den sult og nød, forsvinde af verden, fordi ingen arbejdskraft mere blir lat ubrugt. For det tredje vil alt arbejde bli saaledes organiseret, at intet arbejde i sig selv er ubehageligt — fordi ubehageligt arbejde er ensbetydende med uøkonomisk arbejde. Og endelig for det fjerde vil arbejdstiden bli betydelig forkortet — mest naturligvis hvis pengepisken blir svunget for befolkningens regning.
Dette kan synes at være betydelige fordele. Men:
Da pengepisken fremdeles svinges (pengenes ombytning med arbejdsanvisninger forandrer nemlig intet ved den sag) saa kommer for det første menneskenes arbejde fremdeles til at være tvangs-arbejde — og kun paa frihedens vinger formaar menneskesjælen at løfte sig mod sit høje maal. For det andet vedblir kjøb og salg at existere, og masser af mennesker maa altsaa tilbringe sin tvungne arbejdstid i kontorer og
