usle penge de tjente — hvis de i det hele taget tjente nogen — forslog nemlig knapt nok til mad og hus...
Og hvad var det for slags hus de maatte nøje sig med? Smaa, fugtige, usunde rum, hvor de bodde sammenpakket som kaniner i bur og mistet arbejdskraft og energi og fik sin helbred ødelagt og sit liv forkortet. For vel gik der i alle bygningsfagene arbejdere ledige om, som gjerne vilde faa lov til at bygge dem sunde rummelige boliger; men derom kunde der slet ikke være tale, svarte bygmestrene, eftersom der allerede var bygget flere huse end befolkningen hadde brug for. Og de ledige bygningsarbejdere blev gaaende der ledige, og befolkningen blev ved at sætte til arbejdskraft og energi og faa sin helbred ødelagt og sit liv forkortet i de trange forpestede hundeboliger — især da den dertil led af mangel paa ordentlig ernæring.
Ogsaa maden var nemlig frygtelig dyr i forhold til de penge befolkningen tjente, og massen af mennesker var derfor nødt til at nøjes med daarlig og utilstrækkelig føde. Og det kom slet ikke deraf, at landmændene som frembragte føden tjente for meget paa sit arbejde — tværtom, en mængde af dem tjente for lidt. Hovedmassen af Evropas bønder dyrket endnu fremdeles sin jord omtrent som deres oldefædre hadde gjort, og det var en meget dyr maade at dyrke den paa. Hadde man pludselig git sig til at dyrke al jord paa det vis, maatte en del af befolkningen ha sultet ihjel, og de der blev tilbage var blit nødt til at følge præsten Malthus’ lære og indrette sin børneavl efter
