Da det første sæt luxus-etablissementer tjente store penge og slet ikke magtet at tilfredsstille efterspørgselen, gik man øjeblikkelig igang med anlæg af et nyt sæt. Arbejdsløsheden minket som følge deraf paany, arbeidslønnen gik yderligere ivejret, udbyttet af nødvendigheds-produktionen med den — og der tjentes nu saa pene penge paa nødvendigheds-produktionen, at konkurrencen ogsaa kastet sig over den. I alle nødvendigheds-brancher begyndte man at rejse nye etablissementer. Og snart var der ingen arbejdskraft mere ledig, befolkningen var beskjæftiget til sidste mand — og arbejdsløn og fortjeneste, kjøbeevne og aktie-udbytte hadde dermed naad sit maximum.
Oppe paa dette maximum kunde jo imidlertid aktie- udbyttet ikke holde sig længer end til de nye nødvendigheds-etablissementer blev færdige. Strax de traadte i virksomhed og øget produktionen sank priserne paa nødvendigheds-artikler; man blev nødt til at sælge det større kvantum man nu producerte, for de samme penge man hidtil hadde faat for det mindre kvantum, siden befolkningens kjøbeevne ikke øget samtidig med produktionens mængde.
Udbyttet af nødvendigheds-produktionen gik altsaa ned.
Og denne nedgang hadde en dobbelt virkning. At pengepisk-svingerne tjente færre penge paa sine nødvendigheds-artikler, betød jo paa den ene side, at befolkningen fik mere for sine penge — og det var derfor først nu, at „tiderne“ for alvor blev gode for befolkningen. Men paa den anden side betød jo ned-
