gik desuden „tiderne“ op, hvad der baade gjorde at spørgsmaalet blev mindre brændende, og at særinteresserne fik vind i sejlene.
Naar „tiderne“ tilslut alligevel gik yderligere op, da skyldtes det atter de ledige funktionærer. Disse folk der saa flinkt hadde firdoblet sine formuer under krisen, hadde ingenlunde lagt sig paa ladsiden da krisen var over — de hadde tænkt og spekuleret paa det som nu var at gjøre, og lagt sine planer. Et hadde de strax vært paa det rene med —: en luxus-produktion maatte sættes igang! De ræsonnerte nemlig som saa: Landmændene og de gamle gründere er jo allesammen rige folk der tjener det flerdobbelte af hvad de bruger, og hvad det gjælder om er altsaa at faa dem til at bruge hvad de tjener, eller ialfald saameget af det som muligt. Men skal det kunne lykkes os, maa vi jo producere luxus som de ønsker at kjøbe. De penge vi faar dem til at kjøbe bort i luxus gaar for en del i lommen paa os luxus-producenter, men størsteparten af dem vil jo bli tjent af vore luxus-arbejdere og altsaa komme til at øge befolkningens kjøbeevne, som desuden betydelig vil øges ved at arbejds-lønnen gaar op over hele linjen strax luxus-produktionen sættes igang. Men stiger befolkningens kjøbeevne, da stiger ogsaa huslejen og priserne paa nødvendigheds-artikler — og med priserne paa nødvendigheds-artikler ogsaa aktie-udbyttet. Vi faar altsaa da for det første allesammen større indtægt af vore aktier — og desuden faar ejendomsbesidderne større husleje, de arbejdende funktionærer større gager, og
