alle brancher saa lidt, at faa ejendomsmænd længer fandt det raadeligt at risikere sin ejendom paa at sætte op nye etablissementer i nogensomhelst branche. De som alligevel gjorde det fik svi for det — de ruinerte baade sig selv og andre — og da man saa det resultat, holdt man ganske op med alt ny-arbejde. Men derved fik jo de arbeidsløses hær en betydelig tilvæxt — og saaledes gik det til, at vi fra de forholdsvis uskyldige fag-kriser gled over i den almindelige krise og fik baade vor nødvendigheds-produktion og vor luxus-produktion bræmset ned til elendigheds-niveauet.
Efter at krisen nu er overstaat, produceres der atter det samme kvantum nødvendigheds-artikler som før den brød ud; men det vil altsaa ikke si andet, end at vor nødvendigheds-produktion fremdeles som før krisen er baseret paa en delvis arbejdsløs og derfor mer eller mindre sultelønnet befolknings forbrugsevne.
Nu er det jo ganske klart, at i det øjeblik vi organiserer os og driver baade nødvendigheds- og luxus-produktion for vores alles fælles regning, saa staar det absolut i vor magt at holde befolkningens forbrugsevne nede paa dette usle niveau ved simpelthen at sætte al ledig arbejdskraft til at producere luxus, og bare la den arbejdsstok der nu udfører nødvendigheds-produktionen lægge den en smule om, fordi forholdet mellem forbrugsevnen i by og paa land blir en smule forandret ved at alle sættes i arbejde. Men det er ligesaa klart at vi slet ikke vilde staa os paa en saadan optræden. En befolkning der uafladelig plages af næringssorger ender med at gaa uvillig til sin gjerning og levere lidet
