og daarligt arbejde, mens en befolkning der er befriet for alle økonomiske bekymringer gaar glad til sin gjerning og leverer meget og udmærket arbejde. Ingen tvil derfor om, at det er i vor egen velforstaaede interesse at sætte en del af den ledige arbejdsstok til at øge nødvendigheds-produktionen og samtidig forhøje befolkningens forbrugsevne ved at forandre forholdet mellem priser og arbejdsløn.
Hvor stor en del af den hele arbejdsstyrke der bør anvendes til nødvendigheds-produktion, og hvor meget befolkningens forbrugsevne maa forhøjes for at arbejderen kan bli absolut befriet for næringssorger, er jo en opgave som vore tillidsmænd og vort centralstyre kommer til at maatte løse ved at prøve sig frem. Og naar de tilslut har faat forholdet mellem nødvendigheds- og luxus-produktion ordnet med de to ting for øje, og dermed bragt hele vor økonomi i al ønskelig orden, da vil det siden være en nem sag at hindre den fra paany at komme i uorden. Hvergang en ny arbeidsbesparende reform sidenefter indføres i vor produktion, behøver vi da bare at sætte den arbejdsstok som derved blir ledig, til at øge vor luxus-produktion, der altsaa hvergang vil bli akkurat saa meget dyrere, som nødvendigheds-produktionen blir billigere. Og skulde luxus-produktionen tilslut bli saa stor, at vi ikke selv raar med at bruge al den luxus der frembringes, da er der jo god raad med det —: centralstyret behøver da bare ved en forandring i forholdet mellem priser og arbejdsløn at sætte befolkningen istand til at delta i luxus-forbruget.
