tog til at begynde med i guds navn fat hvor bedst det kunde falde sig — han kunde nemlig endnu ikke vide, i hvilken branche det vilde lønne sig bedst at kaste sig ind. Det første sæt etablissementer som blev rejst, kom derfor — skjønt det ikke repræsenterte alle brancher — til at bestaa af en broget blanding nødvendigheds- og luxus-etablissementer om hverandre. Og alle disse første etablissementer tjente penge. De viste sig nemlig allesammen istand til at konkurrere med udlandets etablissementer i de tilsvarende brancher, og da de endnu var for faa til at kunne genere hverandre med nogen indbyrdes konkurrence, behøvet de bare akkurat saavidt at undersælge barbarerne for at bli af med alt hvad de producerte. Men tjentes der end penge i alle de brancher hvori man hadde forsøgt sig, saa tjentes der dog ikke lige meget i enhver af dem — og i et par brancher viste fortjenesten sig at være ulige større end i alle de andre. Og dermed hadde det private initiativ faat en rettesnor at gaa efter. Fra nu af blev al arbejdskraft som efterhaanden blev ledig uafladelig kastet ind i disse par bedste brancher — indtil der i dem var frembragt over-produktion og krise. Naar det var gjort, kastet det private initiativ sig over de næstbedste brancher til der blev krise ogsaa i dem — og saaledes blev man ved, til man successivt hadde frembragt overproduktion og krise i samtlige brancher.
Hver enkelt af disse fag-kriser gled imidlertid forholdsvis let over. Naar produktionen inden faget en stund hadde gaaet med tab, stanset lidt efter lidt de
