Vil vi altsaa for alvor gjøre ende baade paa arbejdsløsheden og paa formuens glidning, da maa ogsaa nødvendigheds-produktionen drives for vores alles fælles regning.
Og det maa den ogsaa af en anden grund:
Det er nemlig ingenlunde, paa forhaand givet, at det vil være hensigtsmæssigt at sætte hele den ledige arbejdsstok til at øge vor luxus-produktion. Tværtimod, tænker vi os en smule om, ser vi snart at det vilde være yderst uhensigtsmæssigt.
Der produceres slet ikke fortiden — som vi før gav det udseende af — 1⅓ gang det kvantum nødvendigheds-artikler, som vi selv og befolkningen nøjet os med en hel menneskealder igjennem, mens vi sat vort nye produktions-apparat op. Der produceres simpelthen det samme kvantum nu som da. Og heller ikke var befolkningen den menneskealder igjennem hele tiden beskjæftiget til sidste mand; den var da som nu delvis arbejdsløs, og vor nødvendigheds-produktion var derfor ogsaa da som nu baseret paa den forbrugsevne befolkningen har, naar den er delvis arbejdsløs og derfor mer eller mindre sultelønnet.
Thi hvorledes var det vort produktions-apparat blev til?
Slet ikke — som vi før forudsatte — paa den maade, at vi fra først af tog fat i alle brancher paa én gang, og sidenefter sørget for at hver enkelt branche stadig kom til at holde skridt med alle de andre. Det hele gik ganske anderledes vildt for sig:
Enhver mand med initiativ der kunde rejse penge.
