dødninge-ansigt! Og da Mammon saa tar et overblik, stirrer det samme blege ansigt frem bag ruderne overalt, i alle de arbejdsløses hjem.
Mammon smiler.
Og videre drager hans blik fra by til by, og kvæger sig overalt ved det samme skue —: de faa, sveddryppende arbejdere inde mellem de nye maskiner, og de mange sultende arbejdsløse med deres hustruer og børn i de skumle hjem. Som kværnkattes øvede øre opfanger lyden af en pibende mus midt inde i fossens dur og kværnens øredøvende larm, saaledes opfanger gud Mammons lyttende øre, midt inde i larmen af de stønnende og surrende maskiner, de arbejdendes stille suk over den øgede byrde, og de arbejdsløses resignerede jammerklager over den haarde sult. For Mammons øre flyder disse suk og jammerklager sammen til en sød dæmpet musik, som fra jorden stiger sørgmodig op mod hans trone, og danner et grinagtig selsomt akkompagnement til avisernes lovsang over fremskridtets store fødselshjælper, den hellige kapital —:
— Hvad er du, menneske, uden Kapitalen?! synger aviserne — hvis kapitalen ikke var, hvem skulde da kjøbe opfindelserne og la konstruere de tusen maskiner som letter menneskene deres arbejde og lysner deres kaar ?! — ære være Kapitalen!
— Kapitalens værk er arbejderens vel! lyder pludselig gud Mammons salvelsesfulde rødt fra skyen — han har i kaadhed sat sin store raabert for munden saa de kan høre ham over hele verden. Og som et tusindtunget ekko gjentar aviserne de gyldne ord:
