Opfinderen, der med judas-pengene raslende i sin lomme spankulerer gravitetisk omkring og kror sig som menneskehedens velgjører, mens aviserne synger hans pris i høje toner. Kapitalisterne, som stolte og højtidelige kjører op med de nye skinnende staal-maskiner og installerer dem i de tusen fabriker, mens aviserne synger deres pris som repræsentanter for den mægtige kapital, fremskridtets store fødselshjælper. Og saa arbejderflokken — hvis pris ingen synger — som staar taus omkring inde i fabriken og ser til, imponert af den nye staalkammerat der skal lette dem for ni tiendeparter af arbejdets byrde — ah, nu kommer vel arbejdet til at gaa som en leg! ....
Pludselig løfter Kapitalen sin magiske tryllestav og udfører sit gamle kunststykke, og et undertrykt latter-kluk er lige ved at sprænge gamle gud Mammons strube:
— Ha, hvor de stønner under byrden, fordi arbejdet er blit lettere, de faa som endnu faar lov til at udføre det! ... Og ha, hvor blev de blege med ét, alle de andre, som ser at for deres arbejdskraft er der nu ingen brug mere! ... Der lukkes de ud af fabriken allesammen, en vældig flok af mørke tause mænd ... de fjerner sig langsomt, siver stille ind i mørke trange gader, og forsvinder lidt efter lidt ind i mørke fattige hjem, som fyldes med angst og beklemmelse ved deres komme...
Lurende hæfter gud Mammons øje sig ved et enkelt vindu og venter — ha, der dukker det kjendte blege ansigt frem i mørket inde bag ruden: Sultens blege
