kan lades uforandret, naar by-befolkningens kjøbeevne voxer. Af det kvantum industri-produkter der frembringes med den samlede befolknings behov for øje, har by-befolkningen for øjeblikket knapt raad til at kjøbe mere end én tredjedel, mens land-befolkningen har raad til at kjøbe næsten to tredjedele. Men naar by-befolkningens kjøbeevne voxer med 16 millioner faar den jo raad til at kjøbe halvparten, og land-befolkningen faar da bare raad til at kjøbe den anden halvpart. Land-befolkningens forbrugsevne gaar ned andre ord ned fra ⁴/₆ til ³/₆ mens by-befolkningens forbrugsevne gaar op fra ²/₆ til ³/₆. Følgelig maa ¹/₆ af den arbejdsstok, der er sysselsat med at tilfredsstille befolkningens behov, holde op med at producere for landet og isteden sættes til at producere for byerne — og da behovene ikke er de samme i by som paa land, maa denne sjettedel af arbejdsstokken ændre sin produktion. Og ikke nok med det. Nej, ogsaa de ²/₆ som allerede før producerte for byerne, saavelsom de ³/₆ der fremdeles producerer for landet, kommer til at se sin produktion delvis skifte karakter. Naar nemlig en befolknings forbrugsevne aftar, og produktionen er overladt til konkurrerende producenter, da fører konkurrencen altid til, at der opstaar en godtkjøbs-produktion, som spekulerer i at sælge daarlige men billige varer til befolkningen. Befolkningen foretrækker nemlig altid det daarlige og billige gods for den i virkeligheden fordelagtigere solide vare, naar nedgang i forbrugsevnen tvinger den til at indskrænke sig. Men ikke før gaar forbrugsevnen
