sigt, er gaat ud fra en række forudsætninger, der ingenting har med de virkelige forhold at bestille, og dels deri at vi har sat ud af betragtning et faktum som det var aldeles nødvendigt at regne med.
Vi har nemlig ræsonneret som saa:
Oprindelig kjøbte by som land industri-artikler for 50 millioner kroner ugen hver, hvoraf 12 millioner faldt paa pengepisk-svingerne og 38 paa befolkningen. Tilsammen kjøbte altsaa by-befolkning og land-befolkning dengang for 76 millioner om ugen, mens de nu kun kjøber for 60, fordi by-befolkningen efter krisen ikke har mere end 22 millioner at ofre til industri-artikler. Men sætter vi nu de 600,000 arbejdsløse til at lave os et luxus-apparat, da gaar industri-arbejdernes lønninger op igjen, by-befolkningen faar 16 millioner mer at kjøbe for, og der vil atter til den samlede befolkning kunne sælges for 76 millioner. Der blir imidlertid ikke produceret noget større kvantum industri-artikler da end nu; priserne kommer derfor til at stige — og da vi selv kjøber det samme kvantum som før, uanset priserne, blir pris-stigningen saa stor, at befolkningen for sine 76 millioner ikke faar kjøbt andet end det samme som den nu betaler med 60 millioner.
Holdt dette ræsonnement stik, kom vi ganske rigtig til at tjene 14 millioner om ugen paa vor nødvendigheds-produktion, saalænge vi bare vedblivende sørget for at holde alle mand i arbejde.
Men det holder slet ikke stik — vi har jo ikke tat i betragtning at vor industri-produktion faktisk ikke
