følge deraf er steget med de l½ million der betales i rente af disse penge, kan forsaavidt være aldeles ligegyldigt, som det i virkeligheden er os selv der betaler denne rente. Tilsyneladende blir den ganske vist betalt af luxus-producenterne alene; men de lægger jo renten ind i priserne paa sine produkter, og tar den paa den maade ud af sine egne og vores alles lommer, eftersom baade de og vi er luxus-konsumenter. Tællet i penge er altsaa vor indtægt voxet, men regnet i produkter er den uforandret. Hvad der i virkeligheden tjenes, er jo nu som før det de 600,000 producerer — og vi vil derfor ligesaa godt beholde vore gamle tal og si, at skjønt nødvendigheds-produktionen ikke indbringer mer end 14 millioner om ugen, saa forlanger luxus-producenterne 18 millioner for ugens luxus-produktion.
Tiltrods for de stive priser beslutter vi os alligevel til at kjøbe den — baade fordi vi virkelig ønsker os disse artikler, og fordi luxus-produkterne jo maa sælges, hvis der ikke atter skal indtræde arbejdsløshed. Vi henvender os altsaa om lørdagen i bankerne for at hæve de dertil nødvendige 18 millioner. Og bankerne har forberedt sig paa tingen. Mod at deponere for 18 millioner i panteobligationer har de i centralbanken faat laane 18 millioner i nye sedler, som centralbanken paa sin side har dækket med et guldlaan paa 6 millioner. Der er altsaa ingenting ivejen, vi faar hævet de 18 millioner, og kjøber i løbet af næste uge for dem hele den første luxus-forsyning.
Om lørdagen ligger der saa i bankernes kasser
