for i den kommende uge at kjøbe denne første luxus- forsyning — og dermed vil ligevægten strax være brudt.
Thi hvor mange penge er det som skal til? — Jo: Luxus-apparatet som det staar der, koster 1200 millioner kroner — akkurat det beløb vi alle tilsammen har tjent ud over vort forbrug, mens det blev sat op. Men apparatet ejes ikke af os alle. De tre fjerdeparter af os har ikke bryd sig om at ta aktier i det; de har foretrukket at la de 900 millioner de efterhaanden tjente bli staaende paa rente i bankerne — og bankerne har efterhvert laant pengene ud til den ene fjerdepart af os, for hvis regning apparatet blev sat op. Ejerne af luxus-apparatet har altsaa 300 millioner egen og 900 millioner fremmed kapital staaende i det. Af de fremmede penge betaler de 7 procent, hvoraf de 2 gaar til bankerne, og af sine egne beregner de sig 5 procent — hvad der tilsamen gjør en udgift af 63 + 15 = 78 millioner om aaret, eller l½ million om ugen, foruden de 14 millioner som selve produktionen koster. Solgtes nu den ugentlige produktion for 15½ million, vilde forholdet mellem luxus-producenternes og de øvrige pengepisk-svingeres formuer ikke bli forrykket. Men foruden de 5 procent af sin kapital beregner luxus-producenterne sig ogsaa en ugentlig profit af 4 millioner paa sin produktion — og priserne paa deres produkter blir derved saa høje, at ugens luxus-forsyning kommer til at koste 19½ million.
At vores alles samlede formuer er voxet med 1200 millioner kroner, og at vor ugentlige indtægt som
