formuer glider fra sine ejere med en fart af 6¼ million om ugen. At minke formuernes glidning fra 9¼ til 6¼ million om ugen, er altsaa det højeste man kan opnaa ved sparsomhed.
Men hvis ejendomsbesiddernes og funktionærernes formuer ustanselig glider fra dem, kan det jo lidet hjælpe at de glider lidt langsommere — de tar jo alligevel slut engang. Og da kommer altsaa den store krise anstigende, og bræmser først industriens produktion ned til dens absolute lavmaal ved at forvandle ejendomsbesidderne og hovedmassen af funktionærerne til arbejdsløse proletarer, for derefter ogsaa at ruinere bankerne centralbanken og de gamle gründere.
Vil vi undgaa den store krise — og for befolkningens som for vor egen skyld bør den jo undgaas for enhver pris — da maa den fatale glidning af formuerne stanses.
Men kan den ikke stanses ved sparsommelighed, saa kan den endnu mindre stanses ved hjælp af det aktie-jobberi, som ejendomsbesidderne og funktionærerne nu atter har styrtet sig op i, siden tiderne er begyndt at vakle. Hadde de endda rottet sig sammen til en eneste stor bande, der ved et dristigt børs-spil vilde forsøgt at fravriste bankerne centralbanken landmændene og de gamle gründere de 9¼ million de hver uge tjener ud over sit forbrug, for derefter at dele pengene saaledes mellem sig, at ingen af dem mere behøvet at røre ved sine formuer — da hadde jo deres hensigt lat sig forstaa, selv om deres plan vilde vært
