ikke ser nogetsomhelst tegn til, at en saadan yderligere opgang i „tiderne“ virkelig er i anmarsch, er de tilslut blit ængstelige, og mange af dem er nu atter begyndt at indskrænke sit forbrug — hvad der strax har bragt „tiderne“ til at vakle og vise en nedadgaaende tendens.
Nu er der ganske vist ingen tvivl om, at ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer ved at spare kan til en vis grad minke den fart, hvormed deres formuer glider fra dem. Men ogsaa kun til en vis grad. Industriens afsætning, og dermed ogsaa aktieudbyttet, gaar nemlig nøjagtig ned med det beløb de indsparer. Sæt det yderste: at de sparer 12 millioner om ugen, hvad der altsaa er det meste de i det hele taget kan spare uden at frembringe krise. Aktie-udbyttet gaar da ned til nul, og de har dermed mistet den indtægt af 6½ million, de nu har af sine aktier. Da imidlertid deres udgifter til gjengjæld er reduceret med 12 millioner, bruger de alligevel 5½ million mindre af sine formuer — og den fart hvormed formuerne løber fra dem, er dermed reduceret fra 9¾ til 4¼ million. Men der er et aber ved tingen —: de ledige funktionærer har samtidig mistet de 2 millioner i udbytte, hvoraf de for øjeblikket lever. Begynder nu ogsaa de at spare blir det krise, og det sidste blir værre end det første — og lar de være at spare og bruger fremdeles 2 millioner om ugen, da maa de jo nu ta dem af sine formuer. Ogsaa de ledige funktionærers formuer begynder dermed at glide, og resultatet blir, at ejendomsbesiddernes og samtlige funktionærers
