allerede var i opgang igjen. Ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer ærgret sig derfor over at de uden nødvendighed hadde begyndt at sælge, og solgte i den 6te uge ingen aktier mere, skjønt gründerne nu bød 80 procent. De ledige funktionærer derimod greb til, og solgte i løbet af den 6te uge sine 300 millioner i aktier for en sum af 240 millioner kroner, og deres konto i bankerne var derfor den 6te lørdag oppe i 255 milioner.
Men atter viste det sig at industrien i den forløbne uge hadde gaat med tab — og nu indstillet fjerdeparten af etablissementerne sin virksomhed. „Tiderne“ viste sig med andre ord fremdeles at være i fuld nedgang, og ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer begyndte derfor paany at sælge skjønt de gamle gründere nu ikke bød mere end 75 procent — og det endda bare for aktier i etablissementer som fremdeles var i virksomhed; med aktier i de stansede etablissementer vilde de ingenting ha at gjøre. Da besluttet de ledige funktionærer at vove et kup. De bød 20 procent for de aktier gründerne ikke vilde ha — og for en sum af 80 millioner kroner fik de i den 7de uge kjøbt aktier i de stansede etablissementer tilsammen lydende paa 400 millioner kroner. Ved siden deraf kjøbte de ogsaa, for en sum af 150 millioner, gangbare aktier tilsammen lydende paa 200 millioner kroner — og tilbage paa deres konto i bankerne stod der den 7de lørdag bare 25 millioner.
Men saa viste opgjørene denne 7de lørdag, at industrien atter hadde tjent penge, dennegang hele 8¼
