vilde heller ikke sælge til den pris saalænge de kunde undgaa det.
Den 4de lørdag viste det sig imidlertid, at industrien i ugens løb hadde gaat med et tab af 5 millioner — og de arbejdende funktionærer fik sin løn nedsat fra 8 millioner til 7. Da de ingen lyst følte til at indskrænke sig, som ejendomsbesidderne hadde gjort, og altsaa forstod at de i næste uge vilde bli nødt til at skaffe penge, besluttet de at følge sine afskedigede kollegers exempel og sælge aktier nu ved krisens begyndelse, for muligens siden at kunne kjøbe dem billigere tilbage — og en mængde ejendomsbesiddere besluttet sig til det samme. Rigtignok viste gründerne sig nu at ha faat betænkeligheder og bød ikke mere end 70 procent, men det var jo bare et tegn paa at aktierne allerede var begyndt at falde — det gjaldt altsaa at skynde sig at sælge før de gik yderligere ned. Og sælge gjorde de altsaa, baade ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer — og en mængde penge blev i løbet af den 5te uge af bankerne flyttet over paa deres konto. De ledige funktionærer derimod kjøbte nu omkap med de gamle gründere, og den 5te lørdag sad de atter med aktier tilsammen lydende paa 300 millioner kroner, som de altsaa hadde betalt med 210 millioner. Deres konto i bankerne var dermed gaat ned til 15 millioner — men det var ogsaa tjente penge.
Nu hadde jo imidlertid industrien i den forløbne uge ikke længer gaat med tab, der var endog tjent 2 millioner — og strax bildte man sig ind at „tiderne“
