Hopp til innhold

Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/31

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


En saadan ordning vilde ikke netop være idealet af retfærdighed, men gemytlig maatte den ialfald siges at være. Og saa gemytlig kunde altsaa Kapitalen i det givne tilfælde optræde — hvis den var én. Men dens tal er altsaa ledio. Tusen kapitalister konkurrerer paa haarde livet med hverandre hele verden over, indenfor en og samme branche; og tusen andre kapitalister staar færdige til at kaste sig ind i branchen, hvis der i den viser sig at tjenes mere end i andre brancher. Saasnart derfor den arbejdsbesparende maskine er indført, maa priserne strax sættes ned saa der ikke tjenes mere end akkurat saa meget som før, plus rente og amortisation af den kapital, som er andvendt til anskaffelse af maskinen. I modsat fald kaster nemlig fremmede kapitalister sig konkurrerende ind i branchen og tvinger ikke blot priserne ned, men frembringer overproduktion og ruin.

Den kapitalist altsaa, der vilde optræde paa den nævnte gemytlige maade ligeoverfor sine arbejdere, kom derfor hurtig til at spille fallit og bli erstattet af en anden, mindre gemytlig men klogere kapitalist — og arbejderne vilde ikke engang ha nogen nytte af den gemytlige fyrs ruin.

Kapitalen er ikke én, dens tal er legio, derfor kan den ikke handle anderledes end den gjør. Den er absolut nødt til at ta de tusen mands arbejde og læsse det over paa de hundredes skuldre — og nødt ogsaa til samtidig at nedsætte arbejdslønnen for de hundrede. Gjør ikke den ene det, saa gjør de andre det, og gjør de andre det, maa den ene følge efter.