Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


nederdrægtigt ser det ud, men — anderledes kan Kapitalen ikke handle.

Kapitalen er nemlig ikke én — dens tal er legio.

Var Kapitalen én, ialfald indenfor den enkelte produktionsgren, da kunde den jo, om den vilde, ta sagen gemytlig og si til de tusen mand: „Strængt taget behøver jeg nu kun at beholde hundrede af jer — og jeg kan tilmed benytte mig af situationen til at nedsætte arbejdslønnen selv for disse hundrede. Jeg er imidlertid ingen egoist. Den store lettelse af arbejdet inden vor branche bør billigvis komme saamange som mulig tilgode, og først og fremst dem der arbejder i branchen. Jeg sætter derfor nu arbejdstiden ned til det halve, beholder altsaa to hundrede mand istedenfor hundrede — og forhøjer desuden deres løn. De otte hundrede andre er jeg desværre nødt til at la gaa, da jeg ikke mere har arbejde for dem. Men til hver af disse otte hundrede gir jeg i dagens anledning et større extra-gratiale, som jeg haaber de vil kunne klare sig med, indtil nye behov — som gudskelov stadig voxer op i vort samfund — har skaffet dem nyt arbejde. Resten af profiten ved den store arbejdsbesparelse deler jeg i to lige dele; den ene lar jeg gjennem en prisnedsættelse tilflyde vore kunder — og derigjennem indirekte ogsaa deres kunder —; den anden del beholder jeg for mig selv i min egenskap af kapital. Thi det faar i huske paa: skal kapitalen til enhver tid kunne være sin vigtige opgave voxen, nemlig at være drivkraften i den stadig øgende produktion — da maa den ogsaa selv uafladelig øges.“