En opfinder melder sig hos kapitalen og siger: „Godag hr. Kapital, her har jeg en opfindelse, som anvendt i den og den branche vil sætte hundrede mand istand til at udføre hvad der til dato har kostet tusen mands arbejde.“ — „Storartet!“ svarer Kapitalen — „De er jo en menneskehedens velgjører. Jeg afkjøber Dem øjeblikkelig Deres opfindelse, og gaar strax igang med at spare menneskene for ni tiendedele af arbejde, de hidtil har været nødt til at nedlægge i denne branche.“ Og opfinderen stikke pengene til sig og gaar bort, smigret og stolt, uden at ane at det er Judas-penge, som rasler i hans lomme.
Men naar Kapitalen har stillet sin nye maskine op, siger den til de tusen mand: „Paa denne maskine kan hundrede mand nu udføre det hele arbejde; de hundrede af jer som tilbyr sig at udføre det for den laveste løn, kan bli: de andre kan gaa.“ Og dermed tar Kapitalen rolig de tusen mands arbejde og læsser det over paa de hundrede billigste skuldre. De hundrede som nu bærer arbejdets byrde videre, bærer hver især den samme byrde som de bar før; kun er deres løn blit endnu uslere end den var. Men ni hundrede mand gaar med bange bekymring i hjertet hjem til sine hustruer og børn og beretter om det skjæbnens slag der har rammet dem — og sult og nød holder sit indtog i ni hundrede familie.
Saadan bærer kapitalen sig ad med at spare menneskene for det arbejde, som en menneskekjærlig maskine paatar sig at udføre i deres sted. Afskyeligt,
