stund vi jo maa kjøbe gode og værdiløse aktier iflæng. — Vil I altsaa sælge for den pris, kan I faa penge.
Haardt føltes det for de stakkels afskedigede funktionærer at maatte sælge til slig pris — nogle uger i forvejen hadde jo deres aktier vært fire gange mere værd. Men penge til at leve for i næste uge maatte de ha; i guds navn solgte de derfor paa flekken aktier lydende paa 2⅔ million for 2 millioner kroner, stak pengene i lommen, og vandret med mørke miner hjem og sat sig til at spekulere over hvad i alverden de skulde finde paa for om muligt at forebygge at deres sørgelig reducerede formuer nu atpaa kom til at løbe fra dem med en fart af 2 millioner om ugen.
Allerede den næste dag fattet de sin plan — de sa til sig selv:
75 procent er hvad man byr for aktier nu; men højst sandsynlig vil man, naar krisen er paa sit værste, komme til at by adskillig mindre — og mange vil da være nødt til at sælge. Sidder da vi med kontanter paa haanden i steden for som nu med aktier, er der al sandsynlighed for at vore formuer, tiltrods for at vi imens har tæret paa dem, endnu vil være store nok til at vi kan kjøbe tilbage ligesaa mange aktier som vi nu har — ja kanske vil vi endda kunne faa penge tilovers. Lad os altsaa strax realisere!
Som sagt saa gjort: Allerede mandag morgen i den tredje uge begyndte de at sælge, og før dagen var gaat hadde de gamle gründere kjøbt bort de 12 millioner kroner bankerne endnu sad inde med. De ledige funktionærer hadde imidlertid ingensom-
