lion kroner at leve af, hadde nu slet ingen ting; og 1200,000 mand som da hadde hat 21 millioner hadde nu bare 18, og befolkningen hadde altsaa faktisk 13½ million mindre at kjøbe for end ugen iforvejen. Nedgangen i befolkningens kjøbeevne frembragte imidlertid denne gang ikke en tilsvarende nedgang i industriens afsætning; befolkningen var nemlig nu blit saa fattig, at den ikke blot ingen industri-artikler kunde købe længer — men den manglet desuden 4 millioner til sine øvrige fornødenheder. Industriens afsætning gik derfor i den 10de uge ikke ned med 13½ men bare med 9½ million, den sank med andre ord fra 64½ til 55 millioner; og da udgifterne fremdeles kun beløb sig til 51 millioner, blev der et overskud paa 4 millioner, som bragte reserven til at stige fra 21½ til 25½ million.
Oprindelig hadde industrien solgt for 50 millioner om ugen til landet, og for 50 millioner til byerne — og af de 50 millioner til byerne repræsenterte 12 millioner de besiddende klassers kjøb, de resterende 38 millioner befolkningens. Istedenfor altsaa som dengang at kjøbe for 38 millioner i industriartikler om ugen, kjøbte befolkningen i den 10de uge slet ingen industriartikler mere; og da ejendomsbesidderne hadde mindsket sit oprindelige kjøb med 7 millioner, kjøbte de besiddende klasser nu bare for 5 millioner. For mere end disse 5 millioner solgtes der altsaa nu i det hele taget ikke til byerne. Men heldigvis var landbefolkningen ganske uberørt af den industrielle krise og kjøbte fremdeles som oprindelig for 50 millioner
