— og saaledes gik det til at industriens afsætning endnu beløb sig til 55 millioner om ugen.
Af de 38 millioner i industri-artikler som oprindelig hver uge solgtes til byernes befolkning var det de tre millioner industri-arbejdere — de var jo dengang allesammen i arbejde og tjente tilsammen 60 millioner kroner om ugen —, som kjøbte for 15 millioner, mens den uproduktive befolkning kjøbte for de resterende 23. De 1200,000 industriarbejdere som nu i den 10de uge endnu var i virksomhed, hadde dengang tjent 24 millioner om ugen og af dem brugt de 6 til industri-artikler; nu derimod tjente de ikke mere end 18 millioner om ugen og hadde altsaa bare akkurat til mad og hus. De kunde derfor ikke længer være med at hjælpe sine arbejdsløse kammerater — den byrde kom nu udelukkende til at hvile paa den uproduktive befolkning. Men mad og hus til de 1800,000 arbejdsløse kostet jo tilsammen 27 millioner kroner om ugen — og naar den uproduktive befolkning hadde skaffet mad og hus til sig selv, saa hadde den jo ikke mere tilovers af sin løn end akkurat de 23 millioner den oprindelig hadde brugt til at kjøbe industri-artikler for. Mere end disse 23 millioner kunde altsaa de arbejdsløse ikke faa. For dem skaffet de sig imidlertid mad hele den 10de uge igennem — men da lørdagen kom hadde de ingenting tilbage til at betale sin husleje med, som altsaa beløb sig til de manglende 4 millioner. De 4 millioner industrien i den 10de uge tjente blev paa den maade tat ud af ejendomsbesiddernes lommer.