hele 8¼ million, reserven voxte fra 2 millioner til 10¼ million — og vi gik denne 7de lørdags aften for anden gang tilsengs med det haab, at „tiderne“ nu vilde gaa op igjen.
Men atter blev vort haab skuffet. De sidst afskedigede arbeidsledere og forretningsførere, hvis løn i de to sidste uger bare hadde vært 1¾ million mens de før hadde tjent 2 millioner, og som derfor hadde maattet spæ til ¼ million af sine egne midler for at kunne leve som de var vant til, fulgte nu, da de ingenting længer tjente, sine tidligere afskedigede kollegers exempel og levet videre som før ved hjælp af at ta 2 millioner om ugen af sine egne midler. De sidst afskedigede 600,000 derimod, som ugen iforvejen endnu hadde hat 10½ million at leve af, men nu befandt sig uden en skilling i lommen, de maatte nu hjælpes af befolkningen paa samme maade som deres tidligere afskedigede kammerater — og industriens afsætning gik derfor i den 8de uge ned med 10½ million. Om lørdagen laa der altsaa ikke længer 75 millioner i bankernes kasser men bare 64½, og da udgifterne fremdeles var 66¾ maatte underskuddet, 2¼ million, dækkes af reserven, som derved sank fra 10¼ til 8 millioner.
Skuffelsen ved at opdage at afsætningen atter gik ned, hadde denne gang vært endnu større end sidst; der hadde atter udspundet sig en rasende konkurrence mellem etablissementerne om ialfald at faa tat ind de penge man om lørdagen skulde ud med — og det var ligesom forrige gang lykkedes for endel af dem.
