100, men bare for 86 millioner kroner industri-artikler om ugen, og da industriens salgs -omkostninger og skatter slugte 30 millioner og dens produktions-omkostninger 56 millioner, saa var jo dermed hele vor fortjeneste reduceret ned til nul. Men naar der ingenting tjentes, og bankerne alligevel skulde ha sine renter, da kom jo ejerne af det industrielle produktions-apparat dog til at se sine formuer, med en fart af 7 millioner om ugen, forsvinde i de andre pengepisk-svingeres lommer — og det var netop hvad vi hadde villet undgaa ved at stanse det overflødige arbejde og la de 14 millioner bli liggende. Tilsyneladende saa det ganske vist ud som om vi endnu kunde undgaa dette ubehagelige resultat, enten ved at nedsætte arbejds-lønnen eller ved at indskrænke produktionen. Men hvad vi paa den maade indsparte vilde jo atter være penge som vi ophørte med at besørge over i befolkningens lommer; afsætningen kom altsaa til at minke med det indsparede beløb, og vor fortjeneste følgelig vedbli at være nul. Den udvej var altsaa ingen udvej. Alligevel greb vi naturligvis til den, blinde som vi var, og fik derved vor produktion bræmset ned til elendigheds-niveauet — hvad der ikke blot bragte befolkningen øgede næringssorger, men ogsaa yderligere øget vort eget tab.
At de 14 millioner kroner blev liggende i bankernes kasser betød altsaa ingenlunde, som det ved første øjekast kunde synes et tab af 72,8 millioner om aaret — det betød tre ting:
For det første et aarligt tab af 1456 millioner kro-
