del, komme befolkningen tilgode — og det var jo ikke mere end hvad vi igrunden undte den. Og hadde vi bare nu strax gaat igang med at anvende de 14 millioner vi endnu tjente, til at frembringe luxus som vi selv ønsket at kjøbe, saa vilde denne anden halvpart af fortjenesten være kommet os selv tilgode — og vi vilde dermed saa omtrent ha opnaad hvad vi egentlig ønsket, tiltrods for at vi hadde begyndt med at handle iblinde. Men isteden derfor lod vi altsaa de 14 millioner ligge ubrugte hen.
At vi paa den maade snød os selv for nydelsen af 728 millioner kroner i luxus om aaret, var i og for sig en ganske sørgelig daarskab — men det værste var, at den trak endnu sørgeligere følger efter sig. Pengene vi lod ligge ubrugte hadde nemlig en dobbelt brugsværdi. Ikke blot kunde vi ved hjælp af disse 14 millioner frembringe og kjøbe for 728 millioner luxus om aaret, men ved at bruge disse penge besørget vi dem jo hver uge over i lommerne paa 600,000 mand med deres arbejdsledere og forretningsførere, som derved blev istand til at afkjøbe os nødvendigheds-artikler for 728 millioner om aaret. At vi nu lod pengene ligge, og altsaa holdt op med hver uge at besørge dem over i lommerne paa disse folk, betød derfor en nedgang i afsætningen af nødvendigheds-artikler stor 728 millioner om aaret eller 14 millioner om ugen — og da mad og hus for befolkningen var endnu uundværligere end industri-artikler, saa gik denne nedgang i afsætningen udelukkende ud over industrien. Der kunde altsaa nu ikke længer sælges for
