sus gjennem luften, som naar en stormbyge kommer farende, og ned dalet chimæren midt paa byens torv, slog de sorte skrækkens-vinger sammen om sit afskyelige legeme, la hovedet paa skakke og sang med begrædelig bedemands-røst sin gamle vise, der første gang den hørtes, hadde forbauset alverden ved sit meningsløst besyndelige indhold:
- Ak og ve, ak og ve!
- Sulte maa mennesker nu!
- Thi noget som mennesker bruger,
- Frembringes lettere end før.
hvorpaa chimæren atter spredte sine vinger og svang sig op over byen og drysset nød og elendighed ned over dens arbejder-kvarterer — og man saa den fjerne sig med tungesorte vingeslag i retning af den nærmeste by, for ogsaa dér at synge den samme vise, og ogsaa dér sprede elendighed og nød.
Saa ofte hadde fabeldyret vist sig, at man tilslut hadde vænnet sig til dets periodiske tilsynekomst, og ingen agtet mere noe større paa dets lader og fakter, saalidt som nogen mere tænkte videre over det besynderlige indhold af dyrets sang.
Men nu, under den store jordbrugsrevolution, den største arbejdsbesparende revolution verden har set — nu tiltrækker chimæren sig atter opmærksomhed. Dens udseende er forandret og dens optræden blet en anden. Dens krop er voxet til et kjæmpemæssigt omfang, dens vingefang er blit kolossalt — og den flyver ikke mere fra by til by med sit ulykkesbudskab. Nej, i zikzak, i kredse, og i sære sælsomme bugtninger flagrer den
