del af fortjenesten bli reddet for os, men en væsentlig del af den kommer da ialfald befolkningen tilgode — hvad der jo er bedre end at den rent skal kastes bort.
Naar de valgte tillidsmænd er traadt sammen vil de, saa hurtig som det lar sig gjøre, af centralstyret faa sig forelagt en fuldstændig statistik, saavel over den samlede produktion og de usolgte varemængder, som over den samlede arbejdsstyrke og den maade hvorpaa den anvendes. Af denne statistik vil det jo fremgaa, baade hvormeget produktionen maa indskrænkes for at komme til at svare til det nuværende forbrug, og hvor stor den arbejdsstyrke er, som da blir disponibel for øjemed der ligger ud over det nuværende forbrug. Med andre ord: det vil af denne statistik fremgaa, hvormange penge det egentlig er vi tjener. Naar tillidsmændene saa har bestemt hvad der skal frembringes for disse penge, og centralstyret i overensstemmelse dermed har lavet sin nye arbejdsplan, da — men ogsaa først da! — kan frembringelsen af de døde værdier stanses, og den disponible arbejdsstyrke isteden sættes til at frembringe, hvad vi gjennem vore tillidsmænd har erklæret at ville ha for de penge vi tjener. Og naar derefter centralstyret regulerer priser og arbejdsløn saaledes, at det der produceres ogsaa virkelig kan komme os og befolkningen ihænde, da er dermed vor økonomi endelig bragt i den orden hvori den burde ha befundet sig allerede dagen efter at vor produktion var rukket frem til dække landets forbrug.
