kan sælges, og dels nyt produktions-materiel som der ikke er nogen brug for — vi kaster med andre ord hele vor fortjeneste bort. Og det er vi desværre nødt til at bli ved med, indtil det er blit bestemt hvad der skal frembringes istedenfor disse døde værdier. Saalænge til vi derom har truffet en bestemmelse, staar vor fortjeneste ikke til at redde. Allerede nu at stanse frembringelsen af de døde værdier og la den disponible arbejdsstyrke gaa ledig saalænge, gaar nemlig slet ikke an. For det første vilde vor fortjeneste derved ingenlunde bli reddet, det vilde bare være en ny maade at kaste den bort paa —: vi tjener jo nemlig i virkeligheden ingenting andet end det vi lar den disponible arbejdsstyrke frembringe, og lar vi den ingenting frembringe blir følgelig vor fortjeneste nul. Men dertil kommer jo desforuden, at en saadan arbejdsstansning nødvendigvis kom til at resultere i, at vi fik hele vor produktion bræmset ned til elendigheds-niveauet — og det skal vi ikke ha noget af. Vi er altsaa nødt til foreløbig at la tingene gaa sin skjæve gang som de gaar.
Noget kan imidlertid gjøres for ialfald at afdæmpe en smule det tossede ved den situation hvori vi befinder os: Vi direktører maa nu i huj og hast organisere os og vælge et centralstyre der kan skaffe sig fuld oversigt over forholdene — og naar det først statistisk er konstateret hvor stor „overproduktionen“ er, vil centralstyret selvfølgelig strax regulere priserne saaledes, at ialfald hovedmassen af de overflødige produkter kan bli solgt. Derved vil ganske vist ikke nogen
