lige priser gaar ned med det tilsvarende beløb, gjøres derved intetsomhelst skaar i vor netto-indtægt.
At industrien sænker sit pris-niveau og nu sælger hvad 80 procent af dens arbejdsstok frembringer, for samme pris som den før solgte hvad de 60 procent frembragte, fører derimod til, at det tab i netto-indtægt som samtlige pengepisk-svingere er enige om at finde sig i til fordel for befolkningen, helt og holdent kommer til at bæres af industrien — og det er jo slet ikke meningen. Meningen er tværtimod den, at alle pengepisk-svingerne skal bære hver sin del af tabet. En udjevning maa altsaa finde sted.
For det første maa renten af det svimlende beløb som ejerne af det industrielle produktions-apparat skylder i bankerne, reduceres fra 7 % til 3½ %. Derved mister gjældsfondet, som bestaar af rente-bærende papirer, halvparten af sin værdi, og blir altsaa ikke længer istand til at betale mere end halvparten af statens gjæld. Det har imidlertid ingenting at sie. Skal landmændenes netto-indtægt bli reduceret ned til det halve af hvad den er da maa de ikke blot paata sig at betale resten af statsgjælden med halvparten af det guld de tar ind paa sit udenlandske salg; de maa desuden nu som før sende ind til bankerne overskuddet af sit indenlandske salg, skjønt bankerne nu for disse penge ikke kan gi dem andet end aktier i luxus-apparatet lydende paa halvparten af det indsendte beløb. Den anden halvpart af beløbet maa landmændene abandonnere til fordel for os andre pengepisk-svingere.
