af de 60 procent. Dermed opnaar vi imidlertid endnu ikke helt vor hensigt. Vi pengepisk-svingere ønsker jo nemlig slet ikke at øge vort forbrug af nødvendigheds-artikler; hvad vi ønsker os ud over det vi nu forbruger, er jo ikke nødvendigheds-artikler men luxus — derfor anvender vi ogsaa hele den del af fortjenesten som vi har besluttet at beholde for os selv, til at lave et luxus-apparat. Vi pengepisk-svingere kommer altsaa til at kjøbe akkurat det samme kvantum nødvendigheds-artikler efter at nødvendigheds-apparatet er udvidet, som før — og da disse artikler nu er blit billigere, blir følgelig en del af de penge der tidligere gik med til vort forbrug, nu liggende ubrugte tilbage i vore portemonnæer. Til gjengjæld blir derfor ogsaa et kvantum nødvendigheds-artikler til værdi af disse ubrugte penge liggende usolgte paa lager og virker som „overproduktion“, hvis vi ikke — samtidig med at sænke prisniveauet — ogsaa ved en forhøjelse af befolkningens (de produktive som de uproduktive arbejderes) løn, flytter disse penge som vi selv ikke længer har nogen brug for, over i befolkningens lommer saa de kan bli brugt. Først naar det er gjort har vi helt opnaad vor hensigt — da først er befolkningen sat istand til for sin løn at kjøbe alt hvad den nye arbejdsstyrke frembringer.
At de penge vi selv ikke længer har nogen brug for, ved en lønsforhøjelse flyttes over i befolkningens lommer, betyder ganske vist en nedgang i vor brutto-fortjeneste; men da vort forbrug paa grund af de bil-
