KAPITEL II
Hvad centralstyret vilde ha foreslaaet
Dette kommer vi jo imidlertid ikke til at ville gjøre. Som værdige sønner af vore fædre vil vi uden al tvil, naar tiden er inde, ofre ialfald en del af de penge vi tjener, paa at lette befolkningens kaar. Lad os si at vi beslutter os til at ofre halvparten. Vi sætter da bare halvparten af den disponible arbejdsstyrke, altsaa 20 procent af hele arbejdsstokken, til at lave vort luxus-apparat; den anden halvpart, de resterende 20 procent, sætter vi til at udvide nødvendigheds-apparatet i de brancher, hvis produkter befolkningen hidtil har været nødt til at spinke og spare paa for at faa sin løn til at strække til — og vi lar dem foreta denne udvidelse efter en saadan maalestok, at de allesammen, naar udvidelsen er besørget, kan sættes til at producere paa det udvidede apparat. Naar saa denne nye arbejdsstyrke har frembragt en første forsyning af nødvendigheds-artikler ud over det nuværende forbrug, maa naturligvis befolkningen sættes istand til fra det øjeblik af at kunne kjøbe baade denne første forsyning — og sidenefter alt hvad den nye arbejdsstyrke videre producerer. Dertil udkræves for det første, at industrien sænker niveauet for sin pristarif saa meget, at det større kvantum nødvendigheds-artikler, som de 80 procent af den industrielle arbejdsstyrke nu frembringer, kan kjøbes for de samme penge, hvormed man indtil da har betalt det mindre kvantum, der tidligere blev frembragt
