disse penge la de penge vi selv tjente ud over vort forbrug, saa hadde vi dermed akkurat penge nok til at bestride aflønningen af den del af vor arbejdsstok, som vi ikke behøvet til betjeningen af det færdige produktions-apparat, og som altsaa i det øjeblik apparatet var færdigt, blev disponibel for nye øjemed. Disse arbejdere var jo nemlig da de eneste folk i landet til hvem de penge de hadde brugt ikke var vendt tilbage — hvad der var tjent var simpelthen de penge som denne del af arbejdsstokken hadde brugt.
Fra det øjeblik af da det nye produktions-apparat var færdigt, tjente altsaa vi som svang pengepisken i landet alle tilsammen akkurat det hvormed den arbejds-styrke som da blev disponibel kunde aflønnes — hverken mere eller mindre. Og hvad vi kunde faa for disse penge var følgelig hverken mere eller mindre, men akkurat det, som vi sat denne disponible arbejds-styrke til at frembringe.
Vilde vi altsaa nu anvende hele vor fortjeneste udelukkende til at øge vort eget velvære, hadde vi ingenting andet at gjøre end at la hele den disponible arbejdsstyrke gaa i gang med at producere luxus; kun gjaldt det naturligvis om, at den luxus der producertes blev af en saadan beskaffenhed, at vi allesammen ønsket at kjøbe den for vore penge — for blev den ikke kjøbt, vilde vi jo faa „overproduktion“ med arbejdsløshed og krise, og hele vor produktion vilde bli bræmset ned til elendigheds-niveauet.
Vilde vi derimod la en større eller mindre del af fortjenesten gaa til at lette befolkningens kaar, saa fik
