vi sætte en tilsvarende større eller mindre del af den disponible arbejdsstyrke til at øge produktionen af de artikler befolkningen hidtil hadde maattet spinke og spare paa, og derefter sænke vort prisniveau saa denne tilvæxt af nødvendigheds-artikler kunde komme befolkningen ihænde.
Hvad enten vi valgte det første eller sidste af disse to alternativer, vilde jo vor økonomi i begge tilfælde komme til at gaa i orden. Som værdige sønner af vore fædre var det imidlertid det sidste alternativ, vi maatte vælge. Og det var ogsaa hvad befolkningen ventet af os. En menneskealder igjennem hadde denne tapre befolkning, dag ud og dag ind, ufortrødent gaat til sin utaknemlige gjerning med lyst sind og frejdigt mod, hele tiden spejdende soløjet fremover mod den dag, da dens kaar atter kunde lysne, fordi det nye produktions-apparat endelig var blit færdigt. Og nu var altsaa den længselsfuldt imødesete dag inde. Allerede lysnet det i øst; vor lykkes sol, som saa brat var gaat under ved barbarernes komme var lige ved at dukke op igjen bag horizontens rand — og hadde bare vi fremdeles vedblit at gjøre vor pligt, som befolkningen vedblev at gjøre sin, vilde den nu være steget op paa himlen og atter git sig til at beskinne vort gamle land. Men da var det, at vi svigtet. Istedenfor at gjøre vor pligt, forbrød vi os imod selve grundloven for al økonomi — og brat sank vor lykkes sol atter i dybet, og efterlod os i et endnu tættere økonomisk mørke end det der hadde sænket sig over landet ved barbarernes komme.
