Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/240

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


som vi tjente dem, vilde vi ganske sikkert ikke faat kredit, naar vort guld var sluppet op, og det hele var da gaat ad undas. Men selv om vi virkelig hadde opnaad at faa kredit alligevel, saa hadde vi i ethvert fald da ikke blot kommet til at betale krediten meget dyrere, men gjælden vilde i sig selv blit saa kolossal, at vi aldri hadde kunnet bli den kvit. Vi hadde faat fuldt op af nok med bare at betale renterne af den — og landet hadde altsaa da blit skatskyldigt til barbarerne for evige tider. Isteden derfor kunde vi nu, fordi vi hadde sparet, pege paa den dag da landet vilde være absolut uafhængigt, saa nationen selv kunde fortære hvad den producerte, uden at afgi saameget som en buxeknap til barbarerne.

Dette gode resultat var altsaa opnaad, paa den ene side ved at befolkningen hadde spinket og sparet til det yderste hele denne menneskealder igjennem, og paa den anden side ved at vi der tjente det som blev spinket og sparet, som tro forvaltere hadde anvendt det til at faa det nye produktions-apparat lavet. Befolkningen hadde derfor i virkeligheden indtil dette øjeblik ingensomhelst grund til at klage — og vi intetsomhelst at bebrejde os. Vi hadde svunget pengepisken ubarmhjertig som den svinges i barbarerland, fordi det var nødvendigt hvis det nye produktions-apparat skulde bli lavet; men vi hadde svunget den som værdige sønner af vore fædre —: til størst mulig fordel for landet. Ganske vist hadde vi samtidig svunget den til størst fordel for os selv; thi mens befolkningen efter at ha sparet i en menneskealder ingen-