ting ejed, sad vi nu som ejere af hele det vældige produktions-apparat og af alle de penge, som skulde til for at drive det. Men det var jo ogsaa meningen med det hele. Det var jo os, der skulde svinge pengepisken, og vi kunde jo ikke svinge den, med mindre produktions-midlerne var vor ejendom.
KAPITEL V
Officerernes ukyndighed kommer for en dag —
skuden strander
Indtil dette øjeblik var altsaa alt endnu som det skulde være. Men nu var vi ogsaa naad frem til et vendepunkt, og stod pludselig ansigt til ansigt med en ny situation. Hidtil hadde vi tjent penge og stadig fler og flere penge, som det hele tiden hadde vært vor pligt at anvende, ikke til at øge vort eget velvære, men til at faa det nye produktions-apparat lavet færdigt. Nu derimod, da apparatet var færdigt, og pengene altsaa ikke længer kunde anvendes til det øjemed, opstod pludselig det spørgsmaal, hvad de isteden skulde bruges til. For bruges maatte de. Spare dem og la dem hobe sig op gik jo ikke an, hvis vi ikke vilde styrte baade os selv og befolkningen i fordærvelse ved at forbryde os mod selve grundprincipet for al økonomi, nemlig at penge som ikke bruges heller ikke maa tjenes. Hadde det altsaa hidtil vært vor pligt at spare
