Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/239

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


penge — og da de hadde fuldt op af guld som de gjerne vilde ha forrentet, gik vore 5 procents statsobligationer i dem som varmt brød.

Vi indskrænket os imidlertid ikke til ved vor sparsomhed at sikre landets kredit. Skjønt krediten altsaa viste sig at være udmærket, og skjønt vi tjente fler og flere penge, alt som tiden led og det ene sæt etablissementer efter det andet traadte i virksomhed, øget vi alligevel ikke vort forbrug, hverken vi eller landmændene, men vedblev trofast at spare alle de penge vi tjente. Centralbankens guldforbrug blev paa den maade hele tiden indskrænket til det mindst mulige, og vi opnaadde derved at landets gjæld ikke kom til at voxe sig større end højst nødvendigt. Da vort nye produktions-apparat endelig blev færdigt, saa vi uden hjælp af barbarerne selv kunde tilfredsstille hele landets efterspørgsel, var derfor guldgjælden, om end ganske vældig, dog ikke større end at de nødvendige renter og afdrag paa den kunde bestrides med det guld landmændene tog ind ved sit salg til barbarerne — og vi kunde altsaa naar vi saa fremover, pege paa den dag, da gjældsfondets midler vilde være vandret over paa landmændenes hænder, og hele landets gjæld være betalt. Paa den dag vilde altsaa endelig vor økonomi atter være blit uafhængig af barbarerne, og vi vilde da kunne ordne hele vor produktion og omsætning ganske som vi selv fandt for godt.

Hadde vi som svang pengepisken, istedenfor trofast at spare de blodige penge vi tjente paa befolkningens arbejde, levet dem op i sus og dus efterhvert