Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/238

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


istedenfor i barbarernes. Barbarerne hadde før tat disse penge ind, og centralbanken hadde da maattet indløse dem med guld; nu slap den ganske vist for at løse dem ind, siden det var os der inkasserte dem — men til gjengjæld hadde ogsaa centralbanken nu disse penge mindre at laane ud til bankerne. Og da vi fremdeles hadde den samme arbejdsstok at aflønne, saa slugte jo denne aflønning ikke blot de penge bankerne nu kunde laane os, men ogsaa alle de penge vi tog ind ved vort salg — profiten iberegnet. Naturligvis vilde vi kunnet øge vort forbrug og ha anvendt de penge vi tjente til at kjøbe forbrugs-artikler af barbarerne, uden derfor at ha kommet til at mangle penge til aflønningen af vor arbejdsstok. Centralbanken hadde nemlig da maattet løse pengene ind, og vi vilde faat laant dem tilbage gjennem bankerne. Isaafald vilde imidlertid ikke blot det nye produktions-apparat blit ganske anderledes uhyggelig behæftet end det blev, og vi selv altsaa kommet til at eje saameget mindre i det; men det guld centralbanken disponerte over, vilde da ha sluppet op meget tidligere end det gjorde — hvad der altsaa kunde faat skjæbnesvangre følger for vor kredit.

Vi gjorde derfor som landmændene, sparte vor fortjeneste, og brugte den til at lønne dem, der lavet det nye produktions-apparat. Derved fik vi centralbankens guld til at vare længst muligt, og da guldet tilslut alligevel tog ende, var vort produktions-apparat allerede saa langt fremskredet, at barbarerne skjønte vi var folk man ikke behøvet at være ræd for at laane