betingelse, og kunde derfor stadig fortsætte at gi de samme penge ud, skjønt vi ikke tog dem ind igjen.
De penge landmændene tjente — de eneste penge der i det hele taget tjentes i denne første tid — udgjorde altsaa bare en mindre del af den vældige masse penge, der gik med til at betale vor arbejdsstok og holde vort arbejde gaaende; den langt større del var penge som repræsenterte guld, der gik ud af landet. Men hadde landmændene istedenfor at sætte de penge de tjente, i banken, øget sit forbrug og anvendt dem til at kjøbe forbrugsartikler af barbarerne, da hadde jo centralbanken maattet løse ogsaa de penge ind med guld. Og var vort produktions-apparat paa den maade blit lavet udelukkende for guld, der gik ud af landet, da maa vorherre vide, hvordan det var kommet til at gaa med vor kredit, naar guldet var sluppet op. Ved at spare pengene og sætte dem i banken blev altsaa landmændene ikke blot selv rigere, men de sparet ogsaa en mængde guld for landet — hvad der siden kom vor kredit hos barbarerne tilgode.
Da det første sæt etablissementer var færdigt, blev endel af vore arbejdere sat til at drive dem, mens hovedmassen af den vældige arbejdsstok gik igang med at lave det næste sæt. Og nu rullet ikke længer alle pengene fra os. Ikke blot tog vi nu penge ind, men vi tjente penge — salget af de færdige etablissementers produkter dækket jo ikke bare deres driftsomkostninger, der blev ogsaa en pen profit tilovers. Imidlertid var jo ikke de penge som cirkulerte blit flere fordi om nogen af dem nu flød ind i vore kasser
