saa indbragte ogsaa de sine ejere 10 procent — hvad der jo var adskillig mer end pantelaansrenten. Og blev renten ikke betalt, vilde ejendommen bli tat fra ejeren og flyttet over paa andre hænder. De egentlige ejere af den behæftede ejendom var jo nemlig bankerne; de nominelle ejere hadde i virkeligheden kun brugsret over ejendommen paa betingelse af at de betalte pantelaansrenten, og de vilde selvfølgelig altid foretrække at betale den, fremfor at bli fratat ejendommen — saasandt de bare kunde betale. Og det vilde de altid kunne, for pengene de hadde laant paa ejendommene indbragte dem jo 20 procent. De 7 procent af det svimlende beløb vilde altsaa vedbli at flyde sikkert og regelmæssig ind som de hidtil hadde gjort. Bankerne, som selv kun betalte 5 procent af de penge der indestod i dem, tjente altsaa, foruden 7 procent af sine egne grundfond og reservefond, desuden 2 procent af de kolossale midler de hadde staaende paa indskuds- og laans-konto, og deres administrations-udgifter var ikke større, end at uagtet de hele tiden hadde betalt sine aktionærer et udbytte af 10 procent, saa hadde de alligevel i aarenes løb kunnet lægge sig til ganske anseelige reservefond — og disse reservefond voxte ustanselig videre. Heller ikke bankernes stilling kunde altsaa vel være bedre end den var.
Vi andre svingere af pengepisken var heller ikke ilde farne:
De midler bankerne hadde staaende paa indskuds-konto, og som oprindelig hadde tilhørt landmændene, var senere vandret over paa de gamle gründeres
