Gjennem alle disse aar hadde landmændene uafladelig sat i banken alle de penge de tjente, og lat dem hobe sig op med renter og renters rente. Hvad bankerne nu hadde staaende paa indskuds-konto udgjorde derfor tilsammen en kolossal kapital. Desuden hadde centralbanken hele tiden uafladelig laant bankerne alle de penge den efterhvert la sig tilbedste. Bankerne hadde altsaa hele centralbankens vældige formue staaende paa laans-konto. Og endelig hadde de paa egen konto sine oprindelige grundfond — med tilhørende reservefond, som de siden efterhvert hadde lagt sig til. Tilsammenlagt udgjorde de midler bankerne hadde indestaaende paa de tre konti et ganske svimlende beløb. Selvfølgelig hadde dette beløb aldrig existeret i form af penge — der var jo ikke andre penge end dem der stadig cirkulerte. Men ved stadig at laane de samme penge ud paany og paany hadde altsaa bankerne lidt efter lidt hobet op fordringer der tilsammen lød paa det svimlende beløb. Naturligvis gik disse fordringer ikke ud paa at beløbet skulde indbetales — det var jo i sig selv en umulighed — de gik kun ud paa at der hvert aar skulde betales 7 procents rente af det. Disse 7 procent var hidtil flydt sikkert og regelmæssig ind, og i bankaktier og panteobligationer hadde bankerne sikkerhed for at de ogsaa vilde komme til at flyde ind i fremtiden. Hvad bankaktierne angik, saa gav de et udbytte af 10 procent, og bankerne indkasserte derfor renten af de penge der var laant paa dem ved simpelthen at trække den af paa aktie-udbyttet. Hvad de behæftede faste ejendomme angik,
